Icon

Brænd igennem - få dit budskab ud og nå dine tilhøreres hjerne og hjerte

08-11-2016

Jeg blev bedt om at skrive en bog om et af mine hovedemner af forlaget Lindhardt og Ringhof. Den udfordring parkerede jeg i en del år, helt præcis i ca. 9 år :-) Men nu er den her!

Hvorfor skulle jeg så skrive den? Ja, det er der mange grunde til: Blandt andet oplever jeg ofte i min undervisning, at mange er ladt lidt i stikken, når det gælder verbal kommunikation. Og modet til at stille sig op på ”ølkassen”, svigter da også en del mennesker.

Det er synd og en trussel mod demokratiet. Vi hører og taler ofte om, at der er onde kræfter som prøver at undertrykke vores livsform, men hvis folk her ikke selv tør at stille sig op og formidle et budskab, eller ikke kan gøre det så det er værd at lægge øre til – ja, så har vi virkelig et problem med vores demokratiske ret og ytringsfrihed.

Det er så nemt at gemme sig bag computerens trygge glasskærm. Der er ivrig debat på de sociale medier – der tør vi, der kan vi, der er vi trygge. Men når det kommer til at formidle verbalt med øjenkontakt til flere eller mange deltagere, kan det være vanskeligere. Hvordan bygger man sin argumentation, præsentation eller kommunikation op? Hvordan får du styr på din nervøsitet, så nervøsiteten ikke styrer dig?

"En nyttig og god, solid bog" - Christian Kock, professor i retorik

Mange spørgsmål er jeg stødt på igennem min undervisning. Eksempelvis: Hvad er en pointe og hvor meget pointe, skal der være i en pointe for, at man kan tillade at tage ordet? Nogle gange finder man først ud af det undervejs, når man forbereder sig. Det er en af grundene til, at vi bliver nødt til at forberede os, når vi skal have andre til at udholde at høre på os. Derfor syntes jeg, det var vigtigt, at der også er et afsnit om øve sig i bogen. Og metoder til at øve sig mest hensigtsmæssigt – også til den mere improviserede tale.

Husk på, at man også skal være godt forberedt for at kunne improvisere. Man skal helst have afprøvet de vigtigste argumenter i mundhulen, så det kan komme lidt elegant ud – det gør det nemmere for modtager at forholde sig til indholdet.

Nå, nu er det nok, for jeg skal selv til at forberede mig på et nyt foredrag. Det, at skrive det her, var måske en overspringshandling, eller var det? I bogen skriver jeg om kvaliteten i det, der umiddelbart kan opfattes som overspringshandlinger – men, som måske netop er det afsæt, der skal til, for at man får lavet sit oplæg.

Du kan læse mere om bogen her og bestille den "Brænd igennem - få dit budskab ud og nå dine tilhøreres hjerne og hjerte"

Firmaet Lars Klingert | Svanevænget 1, 2. th | 2100 København Ø | Tlf.: 32 57 57 84 | Mobil: 21 25 65 02 | lars@klingert.dk | Privatlivspolitik